Den store bankdag 😱 og siestaen 🛌




I dag gik turen så til Banken. Bissen tog business tøj på, ligesom for at udligne asymmetrien overfor M Remi Pallaud, bankdirektøren i BNP Paribas. Et møde der har været i kalenderen i en uge, fordi der jo er mange filialer at passe...

Det gik som forventet; gyldne løfter og billig portvin. Om et par dage forventede han, at problemerne ville være løst, så vi kan bruge vores franske visakort, lave online betaling ved internet køb samt ikke mindst; tilgå kontoen som homebanking. Nu havde han sat en IT-specialist på opgaven.

Intet af det kan vi nu - og det har vi levet med i 3 uger. Claus blev ellers varmet godt op, for M Pallaud lod ham vente i 15 min. inden han nådigt kaldte ham ind, forsinket. Dårligt træk. Vi må se om vi har bank forretning ved ugens udgang ellers skifter vi til Credit Agricole 😱.

De sidste par dage har vi lagt kræfterne udenfor huset, i haven. Selvfølgelig troligt efter at overmale de Kreta blå døre - for 4. gang. JERG ER SÅ TRÆT AF KRETABLÅ - og hvis jeg får impingement syndrom, så ved I hvorfor...

Vi har knap 4000 kvm. have med frugttræer, mandeltræer, kvæder, forsythia, Azalea, roser, masser af krydderurter (lige nu står rosmarinen i fuldt lilla flor), stedsegrønt, mange store solitære træer (platan, cypres og cedertræ). Meget fin og rustik have, som helt klart også er en naturgrund - med hvad dertil hører. På grunden har vi også poolen og et hus, som er en minikopi af selve huset, som rummer maskinrum til pølen, der er bad/toilet, campkitchen og en lille opholdsstue. Denne del var beregnet til de camperende, som de forrige ejere udlejede til. Vi har planer om på et tidspunkt at upgrade denne bygning og lave den til et separat gæstehus. Faktisk er der også installeret en de luxe sauna til 5-6 personer - stort set aldrig brugt. Guess why... Denne vil vi pille ned og sælge - så hvis nogen vil købe den, feel free.

Efter et par dage i alle kroge af haven og langt fra færdig kan jeg konstatere, at den ikke holder sig selv. Vi kommer til at gå rundt med en havesaks i hånden hver gang vi går rundt. I dag har jeg ordnet vinen der vokser i espalier i husets længde og danner perfekt naturlig skygge (det er sydsiden!). Fik nøje instrukser af den tidligere frue i huset om at klippe alle skuddene af som stræber mod himmelen. Som sagt så gjort. Der er en rød og en hvid drue som slynger sig. Den ene er søde små spisedruer og den anden skal der koges saft af. Dejligt hvis jeg kunne få besøg af mine forældre og min søde mor kunne tage tutti frutti med... Kan se, at stokkene er ret gamle 🍇

Kan konstatere at det var et OK arbejde - men vil da hellere drikke vino end beskære den... 

Vi har også ordnet den 126 m lange grusvej/rabatten ned til vores hus samt trimmet hækkene, så de står helt skarpt. Vi har netop husnr 126 pga. længden af vejen. Det er herlig fransk pragmatisme.

Ellers stod den på klipning af roser og sommerfugleblomster. Vi har (nok noget ulovligt) taget forskellige for os betydningsfulde blomster/planter med herned, bl.a. roser fra mit barndomshjem. De er blevet gravet godt ned og så løbende vandet generøst. De står nu med fine grønne blade. Vores helt særlige trillium kom også med.

Haven er fuld af vinbjergsnegle - bare ærgerligt Sonny-boy, at vi ikke kan lide escargot med hvidløg - og så halvstore firben. Man får jo et chok, når de fiser rundt og larmer, som om det var en slange. 

Vejret er fantastisk hernede - 20 gr. knaldblå himmel og vindstille. Sidst på eftermiddagen begynder det typisk at lufte lidt. Men pyt med det - for vi tager en siesta efter frokosten, når det er varmest. Man er helt udenfor common trunk hvis ikke man freder og holder siestaen i hu. Alle kontorer, håndværksmestre, små butikker, banker mv. holder lukket mellem 12 og 13.30. Det har vi ingen problemer med at respektere - så vi har lært at læse rulletekster midday - og det er sådan set ikke svært at vænne sig til.

Apropos luncheon; Der er fantastiske fødevarer hernede - kvalitet og pris er awesome (læs høj og billig). Prøver at købe lokalt - de mærker alle fødevarer op med et særligt fransk tegn - og der får man virkelig lækre varer. Oste er et helt kapitel for sig selv .- udvalget er giga stort og delikatesseoste hjemme i DK, er nu vores hverdag - til en hverdagshusholdningsøkonomi (bingo - det var langt, det ord). 

Brødet er meget lækkert og bliver solgt til foræringspriser sammenlignet med DK. Bissen henter troligt lækkert bager brød hver morgen - og så laver vi nice sandwiches til frokost af brødet. Spiser også meget tun og avokado, som er i en vanvittig flot kvalitet.

Forleden bagte vi rugbrød - følte os nærmest helt utro - men det var mest for variationens skyld.  Drikker endvidere superlækre lokale vine fra Tresboudon og Ventoux.

Havde faktisk også et formelt job i dag. Loggede på til møde i Disciplinærnævnet (patientklager, hvor sygeplejersker er indklagede for fejl, og som skal vurderes til A:ingen kritik, B: + kritik eller C: Indskærpet kritik). Disse sagsbehandlingsmøder er under COVID-19 næsten blevet fuldt virtuelt afviklet - med nogle få fysiske møder. Da de meget gerne ville ha' mig til at fortsætte, sagde jeg selvfølgelig ja. Det er et meget spændende, betroet og vigtigt tillidshverv - at være med til at sætte barren i sygeplejefaget.

Det var så dagens dont - ind og spise hjemmelavet kartoffelpizza med lige dele frisk mozzarella og Gryére ost og så en balje grøn salat. Det faldt på et tørt sted.

Vi er helt vilde med det enkle liv med at arbejde og etablere rammerne hernede,  være fysisk meget aktive, spise dejlig hjemmelavet mad og så sove i de mørke tyste nætter. Vi sover som små (uskyldige) børn - op igen kl. 7.30. Elsker bare morgenerne og formiddagene hernede, lyset er magnifique...

Varm hilsen til alle Jer derude. Vi tænker ofte på jer - men må indrømme at vi har det fantatisk, lige nu, lige her. Vi savner jer og alligevel savner vi ikke hverdagen i DK  

❤️❤️❤️                                 









































 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Alt hvad der er værd at gøre, er værd at gøre godt

Overraskelsernes tid er ikke forbi❗️

Pour la vie