Vandet kommer - og det gør gæsterne også


Ædelt er mennesket
jorden er rig
Findes her sult og nød
skyldes det svig
Ja ja, i livets navn
skal uret falde
solskin og brød og ånd
ejes af alle


Respekt og opbakning til Ukraine, som kæmper for fred, frihed og demokrati.

Tænk at vi kan gå rundt og være så relativt upåvirkede af situationen selvom det foregår lige i baghaven…


Ugen har budt på lidt af hvert og slutter med at der kommer danske gæster i morgen, fredag. De skal bo i den midterste lejlighed i 3 uger. Det betød så at vi var nødt til forføje vores kroppe og tingel-tangel og rykke op i den såkaldte private (altså ret tomme) lejlighed. 

Vi har fistret rundt; flyttet sager og gjort rent og klart til gæsterne. Og det er faktisk hyggeligt at prøve at bo i en anden lejlighed. 

Nu venter vi bare på møblerne! Vi har fået nogle men ikke ret mange - så indretningen er enkel og provisorisk. De skulle være kommet i denne uge - men (bort) forklaringerne er mange...lige fra at fragtfirmaet ikke kan finde adressen til at de mener at vi har fået at vide at møblerne kunne komme fra denne uge og frem - ikke i denne uge...

Vores tålmodighed er sat på hård, hård prøve og vi hænger i mobilen hver dagen for at skynde på og være offensive.

Og som om det ikke er noh, ja så virker online bank delen ikke. Igen i dag fik vi en snail-mail i post boksen med en code secrét, men den virkede selvfølgelig ikke. Nøjagtig som de tre forrige gange. Så måtte vi igen hive M Remi Pallaud i nakkehårene for en løsning, nu. Bissen tager i banken i morgen kl. 9.30 - men jeg er holdt op med at forvente noget som helst. Vi må se. 

 

Det mest groteske er, at det der redder vores praktiske måde at betale større beløb på hernede er at bruge checkhæftet. Yes, du læste rigtigt. Da vi oprettede konto i BNP fik vi et checkhæfte udleveret - og vi var seriøst ved at dø af grin - og sagde, at det dér, det bruger vi ikke. Det har vi jo ikke brugt i DK i knap 20 år. Men jo, fik vi at vide - franskmændene er skam glade for checks og bruger dem flittigt. Faktisk bruger de dem også i supermarkeder - så hvis køen er lang, skyldes det helt sikkert at en kunde er ved at udfylde en check...


Så jeg måtte lige omskoles og lære at udfylde checks - og den lidt halvpebrede madras vi får syet på mål til vores medbragte dobbeltseng, bliver også betalt på dén måde. Danske senge er åbenbart ikke universelle mål - hvis vi havde vidst det, var vores seng nok ikke kommet med herned.

 

De gamle møbler som fulgte med huset har vi lavet en formidabel aftale med en organisation af frivillige som modtager møbler, renoverer dem, shiner dem op og sælger eller forærer dem væk til mindre bemidlede sjæle. De holder til inde i Sisteron og kommer så og henter dem hjemme hos os på tirsdag. Det er da win-win. Og det er jo altså ikke smukke antikke møbler vi taler om - men slidte møbler i syntetisk materiale og udtalt mangel på... æstetik.

De bedste og sjoveste møbler har vi selvfølgelig beholdt og kommer til at fungere perfekt med vores egne fra DK og de ny indkøbte (som vi så stadig venter på...).

Nå ja, så fik jeg den vildeste utilslørede kommentar forleden, hvor jeg var på snusetur i en antikvitets forretning i Sisteron. Var på udkig efter et stort gammelt tøjskab (det lykkedes dog ikke). Men indehaveren - en stor venlig og smilende mand - som udemærket havde set og hørt at jeg ikke var fransk, replicerede til mig - efter at jeg på fransk havde rost hans forretning for at have mange smukke sager - sagde 'og det er du også' på fransk. Jeg svarede kækt på fransk, at je comprends...Og sådan blev dagen lige lidt lysere - vi gik hvertfald fald grinende fra hinanden.


Det kan de altså - mændene her sydpå - give komplimenter med stil og charme.


Vejret er skønt - så vi holder siestaen i hu udenfor - og har også vasket biler med højtryksrenseren uden brug af sæbe - kun i Durance vand. 

Vi fik også tændt for vandingsanlægget først på ugen - og hvor haven trængte til det det. Den vokser også på vand fra Durance floden. De blomstrende buske er på det allersidste - og det samme med tulipanerne her i haven og ude på markerne.


Ugen har også budt på fundet af en flishakker inde i pool teknik rummet. Den blev kørt ud i solen og testet - virker perfekt - og er godt nok en nem måde at få haveaffald væk på (især når vi (endnu) ikke har en trailer). Den skal også bruges når nogle af de stærke mænd skal i gang med at kløve egebrænde.

Vi har udbedret en masse småting - fået onduleret de dryppende haner (der findes ikke noget mere irriterende) og jeg har også haft gang i den medbragte rulle. Linned og duge skal jo være ... helt GLATTE, forstås.


For et par uger siden købte vi lange gardiner i hør/bomuld. Dem har vi hængt op, fået målt til og så skulle de bare lægges op. Takker min mor for at hun har lært mig at lave en proper rimpesøm. Det er blevet rigtig godt - og tekstilerne tilfører noget varme og fjerner lidt rum klang - selvom det er nok er begrænset hvor meget gardiner bruges hernede. Det er ALTSÅ skodderne vi bruger.

 

I går havde vi en kammerat til middag, som vi kender fra de mange somre her i Haute Alpes. Han flyer fra Gap Tallard Aerodrome, 25 km herfra - og er den plads vi plejer at flyve på. Jeg lavede bjerge af pizza og grøn salat - men forudgået af en lille forret; nemlig årets første franske høst af hvide asparges. Blev fortæret med smeltet smør, masser af citron, revet parmesan og frisk kværnet peber. Det bliver ikke bedre...

 

Det var alt fra døgn rapporten. Stay cool. Fais de beaux rêves.























Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Alt hvad der er værd at gøre, er værd at gøre godt

Overraskelsernes tid er ikke forbi❗️

Pour la vie