Termikhatten

Så er det Arbejdernes internationale kampdag i dag, 1. maj. Bissen muntrer sig med at det er en arbejdslejr vi er installeret i, så han mener vi fejrer danskernes arbejdsdag i dag! 

Vi har fået lavet nogle rigtig gode ting sammen med Bob og Arianne - alt fra havearbejde til administrative opgaver. Selv de knap 300 nøgler her til ejendommen har vi fået organiseret og markeret. Daniel er i gang med at teste (hjemme i DK) digitale/elektroniske løsninger, så vi slipper for alle de fysiske nøgler til lejlighederne og de andre døre i værksted og pool hus. Camilla havde - på vores forespørgsel - taget en bunke key hangers med herned, så nu er de kommet i funktion.

 

Alle parasoller er blevet inspiceret - en enkelt repareret i hejseanordningen og så er de ellers klar til brug. Vi bruger dem allerede nu på østterassen og syd siden hele dagen. Ellers bliver vi stegt, når vi sidder og spiser.

Græskantskæreren bliver leveret fra DK ifm. dansk besøg op til Kr. Himmelfart - kan simpelthen ikke støves op hernede. Vi spurgte i adskillige havecentre - de kender ikke til dette (smarte) værktøj. Så det bliver et projekt måske med Mirjam og Daniel, når de kommer i uge 20.  Bagefter skal stierne fyldes op med nye sandfarvede sten dix-dix-blanc - direkte oversat 10x10 og så er de hvide. Nemt at forstå. 

 

        

 

Vi har grundluget bedene - et stort knokkelarbejde. Vi er helt klar over at haven og bedene ikke skal være på parcelhustrimmet-niveau. Det er en naturgrund, som ligger landligt - og det må gerne ses. En del ukrudt - især det der blomstrer - er jo faktisk meget flot...

Vi har lavet aftale med den forrige ejer om åbning af pølen på onsdag, så kommer han og instruerer os i det. Vi slutter af med en frokost sammen med ham og konen under træerne. Hun har desværre været mere eller mindre indisponibel af sygdom, stort siden den dag de overdrog os nøglen, så de er en del på hospitalet i Gap og Marseilles.

        

                                                

Arianne og jeg jeg har fået organisieret alt vores nye linned - herunder vasket og rullet det  - og er nu lagt i organiserede stakke i linnedskabet - senere kommer der dymo strimmel på. Vi har jo mange forskellige madrasser (dobbelt og enkelt samt dobbelt) samt forskellige dynestørrelser og længder, så tungen var lige i munden, da vi pakkede det ud, vaskede og rullede det og fik det stakket rigtigt op i skabet.  Arianne blev ved samme lejlighed omskolet til den elektriske rulle - se vores flotte udsigt fra det rullende kontor!  Og så sad hun og syede forskellige mærker/tegn ind i al linned, så det er til at finde ud af at få lagt rigtigt på plads efter vask. 

Det gav mig helt mindelser om tiden på plejehjemmet, hvor jeg voksede op i tjenesteboligen i baghaven. Dér syede vi også beboernes initialer i al deres tøj, når de flyttede ind, så det kunne leveres rigtigt tilbage til stuerne efter vask.

 

                                                                                     

 

I dag får I lidt flyvehistorie; termikhattefortællingen. Det kalder vi den næsten obligatoriske hat (i.e bøllehat) som alle svæveflyvepiloter bruger. Og er det ikke lidt barnligt? Jov, generelt ER svævepiloterne ret barnlige - men det er nu ikke derfor lige i dette tilfælde. Det skyldes alene at en cap har skygge, som tager udsynet når de sidder i cockpittet og skal orientere sig og holde udsyn nærmest hele vejen rundt. Derud over har nærmest alle kasketter en hård knap i toppen - og når termikken så brager, så kan det nemt ske at hovedet ryger op i hooden og det er hverken godt for hovedet eller hooden. Begge dele kan gå i stykker..

Derfor er det signaturen for en svæveflyvepilot - at bære en bøllehat og derfor ses det på næsten alle flyvebillederne. Således oplyst. Jeg har skam også en favorit bøllehat, selvom jeg ikke flyver.

Billedet af det vidunderlige lille hotel Le Cabulot, ligger under 200 meter fra MBV. Det ejes og drives aktivt af madame Michelle og hendes mand.

Vi sov der faktisk da vi kom herned dagen op til overtagelsen af MBV den 1. marts. Typisk fransk indrettet og meget fint og nænsomt restaureret udvendigt. Madame Michelles mand var den første her i Vaumeilh kommune, der fik COVID-19 tilbage i foråret 2020, hvor man ikke kendte til sygdommens forløb og behandling. Han blev meget, meget syg og overlevede med nød og næppe, har hun fortalt os og var indlagt meget længe på det store hospital i Marseilles. Han har dog fået nogle skrækkelige følgevirkninger - kan bl.a. ikke gå og stå længere og derfor kørestolsbruger og ikke mindst er han blevet nyresyg og ny fast dialysepatient. Det hører med til historien, at han var fuldstændig rask og rørig, så det er jo meget trist at han nu er så præget helbredsmæssigt.

Et par dage efter vi var ankommet først i marts, havde vi lånt hendes morgenmadsrestaurant en aften til et virtuelt møde. På det tidspunkt havde wi-fi jo lange udsigter i MBV (hvis nogle skulle have glemt det). Vi mødte en grædende madame Michelle - hendes mand var lige blevet hentet af helikopteren og overført til Marseilles pga. en kritisk tilstand med sepsis. Han overlevede endnu engang og er hjemme igen - men ofte tænker vi, at hun har det brydsomt med hoteldriften, som hun klarer alene med noget rengøringshjælp. Vi prøver at huske at kigge forbi dem og snakke lidt med hende - men dagene går jo stærkt. Og så har hun en enorm schæferhund som ser ret glubsk ud, så vi er ikke så vilde med at gå til hendes dør.

I forgårs skulle Arianne arbejde (hendes konsulentbureau) og Claus skulle tjekke motoren på flyet (med noget der heldigvis viste sig at være et banalt problem: et sammenfaldent batteri).

Så Bob og jeg besluttede at vi ikke ville sidde og se dem arbejde. Vi ville på hike. De store lokale vandrekort blev fundet frem og en tur planlagt med udgangspunkt i Ribiers ville vi lave et cirkeltrek på ca. 25 km med Antonaves som vendepunkt. Kan allerede nu afsløre at det kun blev til 18 km og ikke i en cirkel. Vi lavede planen om fordi det var en ganske hård men meget, meget smuk tur. Det gik opad konstant, ret stejlt - nærmest ligesom Kilimanjaro - så da kl. var 12.30 og vi kun var nået 7 km (og vi begyndte kl 9.30) tænkte vi at der måtte re-disponeres, hvis vi skulle nå hjem til aftensmad. Det var en vanvittig flot vandring, meget smukt med 360 gr. udsigter, vidunderligt vejr men til den varme side. Vi svedte som ... vildsvin. Vi så nyudsprungen bøgeskov oppe i højden hvor der er køligere (ellers er nationaltræet her egetræer), rovfugle, mange smukke vilde blomster, pinseliljer, rådyr oma. - dog ingen morkler. Vi mødte ét menneske hele dagen - vi følte vi havde hele naturen for os selv. 

 

Slutpunktet blev en bjergtop, som vi kravlede op (klipper), hvor der stod en antennemast på toppen. Her sad vi på alpetoppen og havde en stjernestund, spiste madpakker og nød skuet over Valle Durance i ca. 1600 meters højde.

   

Ligeså stejlt som det så gik op - gik det jo ned igen. Nærmest småløbende. Jeg tager altid mine vandrestøvler på - bare ikke lige dén dag - uvist hvorfor. Havde min virkelige gode Teva vandresandaler på, så det gik jo galt på nedturen. Styrtede i et sving på rullende sten og faldt. Kvaste knæet og knækkede storetåen. Fra den Nielsen'ske side af familien er jeg jeg ligesom de andre udstyret med endog meget store fødder og med lange tæer, som et særligt kendetegn. Ligeså lang storetåen er, ligeså fleksibel og bøjelig er den. Og bøjet blev den - hele vejen bagover. Her på dag 3 er den nu både gul, blå-sort og lilla. Aldrig mere åbne vandresandaler på hiking i bjergene - det er lektien.

                

Hjem på solvognen med eleveret fod og ibumetin - senere et bad med afvaskning af sår og så den ugentlige hårvask afsluttet med en ½ bøtte hårkur. Det går nok, det hele.

Haven er så smuk i disse uger. For min skyld kunne det hele godt stoppe nu - lige her. Varmen, farverne og friskheden i naturen er HELT PERFEKT. Vi har lyserød sne på den grønne plæne - det er det japanske kirsebærtræ, som nu drysser og flagrer med vinden. Er så smukt med farverne pink/lyserød på grøn plæne med en knaldblå himmel. Naturens farveskala er outstanding.

Vi har en gigantisk blåregn som snor sig på gelænderet (østterasse). Den dufter helt vildt godt og kan vist nemt tage magten fra os, når man ser på den fart den vokser med samt den mandearmstykke gren, som vokser ud og ind imellem stængerne.

Møbelføljetonen: Nu tror vi, at vi får en ny sofa inkl. restlevering af spisestuestole og nogle andre møbler på onsdag - befrielsesdagen. Måske helt symbolsk. Bob er gået ind i sagen, da ingen af os andre har sjæls styrke til blive slidt op af dårlige undskyldninger. Milde glade Bob blev så gal, som vi aldrig har set har set ham, da han først talte med først forretningen, så møbledistributør 1, så møbeldistributør 2 og så den lokale logistik mand Trabuc. De kunne se, at de stod et sted men ikke hvor og foreslog om det mon stod oppe i SuperU, det lokale supermarked?! Da var jeg nærmest ved at kaste op af hidsighed over indolencen... Og det er det, det gør ved os alle; denne magtesløshed og totale mangel på vilje til at hjælpe os for at få løst deres leveringsproblemer. Vi må se hvad der sker. Vi er totalt i favnen på møbelmafiaen. 

Værdikæden på fransk infrastruktur ift. logistik, handel og transport trænger virkelig til et eftersyn og der må virkelig være et stort samfundsspild på denne konto. Vi har jo stadig et stort (grimt) spisebord stående i kælderen  (koster ca. 10.000 dkr.) og et andet menneske mangler det og har betalt for det - men ingen er tilsyneladende synderligt interesserede i det...

Næste uge går vi i kødet på firmaet der laver flotte carporte i sort aluminium - lette men stærke - med tag bestående af solceller. Vi har prøvet at opnå kontakt med dem i 6 uger - og når vi endelig får telefonisk kontakt giver de os en ny e-mailadresse, fordi de så gerne vil at vi henvender os skriftligt. Fuldstændig samme dødsspiral som med møblerne. I fredags opnåede vi så endelig kontakt - ham vi skulle tale med er engelsk men har ferie til mandag morgen. 

Det har allerhøjeste prioritet at få dette projekt sat i søen. Vi har som tidligere nævnt et gigantisk el forbrug, så det skal vi have gjort grønt og bæredygtigt. Med mellem 300-320 solskinsdage om året er det det rene waste ikke at udnytte solcelle teknologien.

I eftermiddag, skal vi have naboerne Mirjam og Daniel ind til et glas rose på terassen. Det er vigtigt at udvikle og dyrke det gode naboskab.

H.C. Andersens: 'Livet er det dejligste eventyr' - livet ER skønt og fantastisk, husk, at have drømme og realisere dem, sagde den gamle knark. Det passer stadig.

Bonne fête du travail.

Og så tillykke til de hjemme i DK, der har fødselsdag i dag. Vi kender et par stykker.

/C&K