Lidt om livets gang i Maison Belle Vie





 

Gosh - det er pinligt længe siden. Men nu skal det være 😍.

Her kommer således en summer update fra det lille dansk-hollandske paradis. Alt står vel til i MBV. Tiden spurter afsted - men det går mega godt - så det når hverken at blive kedeligt eller rutinepræget at stå op hver morgen hernede i Provence.

Eftersom det er en opsamling over et kvartal, bliver det blot nogle nedslag siden sidste blog indlæg. Af samme årsag opgiver jeg også at organisere billederne, så de passer til teksten. Det må I selv regne ud eller gætte jer frem til... 
 
Sommeren har skænket os meget godt. For eksempel er den meget omtalte carport med solcelle anlægget blevet tilsluttet ultimo maj. Det fungerer perfekt med herligt skygge til bilerne og produktion af elektricitet til hus og have på 70 kWh/dag. Så opvaskemaskiner, elektrisk rulle, vaskemaskiner, cirkulationspumpe, varmtvandsbeholdere og alle de andre elektriske assets æder løs og alligevel bruger vi ikke tilnærmelsesvist alt det strøm som solen skænker os.

Vi har i ejerkredsen netop besluttet, at bestille 4 varmepumper pompe á chaleur (luft-til-luft) til huset (Eastwing, Southwing og Westwing) netop for at profitere maksimalt af alt det strøm der produceres. Men også fordi det gamle hus vil have så godt af en højere inde temperatur, når huset ikke er beboet. Vi forventer os meget af installationen - også ift. at bruge huset om vinteren, hvor vi kan regulere temperaturen på distancen via en app.

Vi kæmper dog indædt med at få lavet en kontakt med energiforsyningsselskabet, da vi p.t. nærmest uden honorering sender MBV's ubrugte elektricitet ud på elnettet... Det går jo ikke. Vi skal have en cloud løsning/virtuelt batteri, som det elektricitet, vi ikke bruger, ryger over i. Herfra kan vi så bruge løs når der er behov - uden udløb. Virkelig smart løsning - problemet er bare det franske formular bureaukrati, som har gjort Claus nærmest vanvittig de sidste par uger. Ingen kan/vil/ønsker at hjælpe og ingen ringer tilbage eller følger op.  

Vores franske nabo har været så elskværdig at hjælpe med papirarbejdet på PC - men også han - som franskmand - er top frustreret over manglende digitale løsninger og fremdrift. Det er grove løjer. Nu tager han med os på borgmesterkontoret på mandag  vi mangler angiveligt et eller andet LATTERLIGT stykke papir til processen med st tegne kontrakt med Urban Solar☠️.

Gæster, familie og venner kommer og går - og vi nyder alle visitterne. Sommeren blev som bekendt skudt i gang med Ariannes sixty-party ultimo juni - hen over to uger med retreats, hiking, god mad, masser af nye forbindelser og relationer på kryds og tværs. Og masser af kvinder. 

Det var formidabelt - og Arianne synes det var fantastisk at fylde år på denne måde.

I kr. Himmelfartsferien maj måned var hele Bisgaard klanen hernede. Ret ´heldigt' at nogle af børnebørnene var forhindret.. Hvis alle havde været med måtte vi ud og leje hotelværelser, så mange er vi blevet 😍.

Vi hyggede med det gode vejr, pool og OL faklen. Flamme Olympique kom løbende til og igennem Sisteron om lørdagen - på vej til Paris. Det var en kæmpe begivenhed - og ditto byfest.

Vi tre ejer familier har været sammen hernede i uge 31 og 32. Programmet stod på hygge, udflugter, middage, broccante markeder og lidt praktisk arbejde med den store hæk (shit!) og og snedkeri af to skodder. Super skønt. 

Svoger Daniel fik en tur i Bobs to-sædede svævefly. Lad mig sige det kort; det behøver han nok ikke igen. Han blev totalt luftsyg - så det stod hurtigt klart, at vi skulle have ham ud af dén situation!

Det er faktisk gået mega godt med at bygge skodder i denne sæson. Om et par stykkers tid er vi færdige - og så resterer der ‘kun’ det almindelige vedligehold, maling osv. af skodderne. 

Det er ret svært at skaffe træ i en hæderlig kvalitet hernede. De sidste har vi måtte bygge af det lækreste egetræ.

Mens alle tre familier var hernede havde vi inviteret til aperó for alle naboerne i haven. Ikke alle kom - men ALLE havde fået invitationen. Selv de bøvlede naboer (electroman familien).

Bob og UT cyklede rundt med invitationer. Det gav en hel del street credit - og meget u-franskt, at les étrangers tager initiativet og inviterer hjem…

De der mødte op havde vi nogle fantastiske timer med - og havde ikke lige til sinds at gå hjem igen!. Vi serverede lækre små anretninger - og høstede en del ros fra bl.a. en genbo, som vi fandt ud af er kok af profession. Arianne og jeg har lavet en aftale med ham om at komme herover en dag og coache os i at lave coq au vin i vores eget køkken. Intet mindre.

Claus og jeg drog også til Toscana på familievist i tre dage i højsommeren. Herligt med en slags 'ferie i ferien'. På samme vis var det også med den danske svæveflyveklubs sommerlejr i Tyskland, som blev afholdt i Rudolstadt. Dér kørte vi op og tilbage til MBV efter en uges lejr liv.

Vi får også slidt vandreskoene. Tager på nogle fede hikes - ofte med Bob i spidsen. Han er et jern til det med vandrekort og grande randoneé og så tilbyder han os altid at slæbe alle vores drikke dunke i rygsækken. Mega sødt. Det er Bob i en nøddeskal.

Vi fire var i øvrigt til en koncert med forskellige  klassiske musikstykker en SMUK og meget hed aften forleden aften. Udendørs, på gårdspladsen i en kirkeruin med underbelysning. Det indgår i en række af særlige kulturbegivenheder hele sommeren inde i Sisteron; Nuits de la Citadelle 2024 - og foregår altid efter mørkets frembrud.

Det var M.A.G.I.S.K.

Sæsonen har budt på flere fede broccante (antik) markeder rundt om i de små provencalske landsbyer. Jeg har fundet en genial oversigt og kan nu også spotte hvilke markeder, der er særligt interessante at gå efter.

Vi har fundet de fineste franske ting og sager - og kun størrelsen på den medbragte bil den pågældende dag, afgør hvor meget der handles. Kan godt se, hvor profferne i DK henter alle de lækre ting.

Og apropos cirkulær økonomi og bæredygtighed. Vi har fundet en ret fed genbrugsforretning inde i Sisteron. Ret skægt at gå i en fransk genbrugsforretning - og på den måde se ind i et fransk klædeskab.

Der er handlet tøj og tilbehør i en høj kvalitet - og til en super god pris. Damen, der driver forretningen, tager skam ikke alt tøj ind - men har en selektiv standard. Jeg spurgte om vi kunne indlevere tøj til hende, hvilket hun bekræftede men hun forbeholder sig retten til at vurdere det og afvise. Faktisk fortalte hun, at hun tager det brugte tøj i kommission og når det så er solgt, så får man 50% af salgsprisen. Hun sender simpelthen en SMS når det er solgt og så kommer man ned i forretningen og henter provenuet! Nærmest rørende - alt det bøvl for at støtte en god idé om re-cyckling.

Indehaveren bor i øvrigt herude i pastoratet .- lige overfor flyvepladsen, så hun kender vores hus, som hun passerer dagligt.

I eftermiddag kommer min fantastiske mor flyvende herned - ledsaget af én af de utallige søde niecer i familien. Olivia hanker op mormor - og mormor har til gengæld det lange ben forrest. En evne vi kvinder i familien tydeligvis har arvet - for ingen kan følge med os, når vi eksempelvis skridter strøget af.

Man bliver træt i benene af at daske rundt uden retning - var dogmet i vores barndomshjem 🥳.

I forgårs var Arianne og jeg på den V.I.L.D.E.S.T.E tur - hele dagen. Bob og Bissen skulle flyve, så vi ville ud og udforske nye områder her i Provence.

For det første skulle vi have overblik og styr på olivenmøllerne - og farmerne. Hvor er de gode og hvor kan man få 'olivenolie tastings'. Hidtil har vi købt god olivenolie, når vi er på de forskellige markeder - men vi ville gerne ud til stalddøren, so to speak.

Det gjorde vi så.

Lad os sige det på dén måde; vi fik taget hul på projektet og ved nu hvor der er mere at udforske! Det ligger mindre end 20 km herfra i noget der hedder Les Mees og de ligger som perler på en snor - lige ud til landevejen. Alle markerne og gårdene. 

Så vi fik smagt på olivenolierne - og de er ikke fedtede med smagsprøverne. Fik også plettet blusen ret grundigt! Vores gode naboer Myriam og Daniel fortæller i øvrigt, at de som regel køber deres olivenolie i Italien - ikke pga. kvaliteten men prisen...

Efter vores research den anden dag, har vi fundet en indekspris på ca. 15-20 euro for 500 ml. god olivenolie. Og med mulighed for dyrere superior kvaliteter. Selvfølgelig også lidt billigere, hvis man køber 1, 3 eller 5 liter ad gangen. Egentligt synes jeg det er en helt fair pris i stalddøren.

Nå men videre gik det så til en for os, ny vingård. Eller rettere gammel - idet den har været i pågældende familie i seks generationer. Domaine du coffre, ligger nede i det underskønne område ved bjerg gebeterne Luberon og Lure, hvor der produceres sygt lækkert vin.

Stedet er netop overdraget til tre flippede brødre, som er vildt søde, innovative og arbejdsomme. Meget lidt prætentiøse i vin verdenen. SKØNT.

Forældrene er nu med på sidelinjen og hjælper til med B&B delen, som de også har på gården, i markerne oma.. Hun maler bl.a. selv de smukke etiketter til vin flaskerne.

Vi prøvesmagte vinene - de skuffede ikke.

Drengene slider i det og har bl.a. videreudviklet forretningen med egen øl produktion. De var så stolte af den - og vi var med ude i markerne og se humlen, der stod mega højt.

De plukkede druer og figner til os - og vi støttede dem med et generøst indkøb af deres vine, øl OG OLIVENOLIE, for det laver de nemlig også! 

Vi bad om et tip til et godt sted at indtage frokosten. Det røg lige ind i NAVI'en og destinationen stod på det, der viser at være en vaskeægte gemt perle - so called hidden place; Ansouis.

Hvilket sted. Helt intakt og gammel by fra den gallo-romanske periode. Smuk, smuk og højt beliggende og helt fredelig. Dér fik vi den bedste frokost i mands minde på Les Terasses d´Ansoius, ligesom vin gutterne havde sagt. Alt gik op i en højere enhed, tiden stod stille og selv armbåndsuret gik i stå.

Det er IKKE sidste gang jeg er dér - der skal vi tilbage til. Bissen SKAL opleve den by.

Nå, men dagen var jo kun halv gået - okay måske ++. Næste stop var Chateau La Coste, ikke så langt fra Aix en Preovence. Og nu kommer så noget, som ikke er en løgn historie - men ‘for ægte’, som de små børn siger.

For en uges tid siden var vi sammen med Bob og Arianne inviteret til aperó, hos nogle hollændere, som vi er kommet til at kende og som på 20. år driver et chambre d'hotes, 10 km herfra.

Talen faldt på vine og olivenolier og så fortæller han (værten), at som ung - inden de flyttede herned - arbejdede han ude i vinmarkerne her i området sammen med to venner.

De levede lidt fra hånden til munden og en dag, hvor de var på tur så han et skilt til en vin gård, hvor familie navnet var det samme som hans familenavn. Han ringede hjem og forhørte sig. Jov, den var god nok, sagde de hjemme i fædrelandet. Der skulle angivelig være en slægtning i Frankrig, som boede på et gammelt slot.

Et par dage efter bankede han på døren og blev modtaget som et familie medlem. The rest is history...

Dét sted er Chateau La Coste så med den indfaldsvinkel, MÅTTE Arianne og jeg selvfølgelig besøge dét sted!

Ved vitterligt ikke hvad vi havde forestillet os - men i hvertfald ikke dét syn der mødte os i går.

Et gigantisk sted, vin gård, marker, olivenlunde, spa hotel, adskillige restauranter, kæmpe kunstudstilling under tag men også med kæmpe kunstværker ude i vinmarkerne. Naturligvis meget smagsfuldt og diskret placeret, nærmest som i en lille landsby.

Vildt spektakulært, ret flot men næsten også til den opulente side...

De var i gang med at bygge en kæmpe bygning - det er til en vinskole...

Vi spurgte lidt ind til ejeren. Han er en rigmand, der ejer vingårde, hoteller og restauranter rundt i hele verdenen. Kunstneren Damien Hirst (ham med bl.a. det diamantbesatte ægte kranium) er en personlig ven af ham og han udstiller både permanent og skiftende på La Coste... Flere af hans værker stod ude mellem vinmarkerne.

Prøv at google stedet både ift. vinene og kunsten. Det fortjener virkelig et besøg. 

Vinene var i øvrigt FREMRAGENDE men noget mere pebrede prismæssigt. Vi købte bl. a. en kasse rosé fra 2022 til en formidabel pris - nedsat 40 %.  Der skulle skaffes plads til den nye forestående høst!

Det var stærke oplevelser på én dag - og vi kørte således stærkt opmuntrede hjem til det dansk-hollandske paradis. MBV.

Vi har mod på flere oplevelser. De ligger lige udenfor lågen. Og vi er gode til at samle tips, tricks og hints op - så på den måde føler vi os lidt som nogle franske eventyrerne.

Alt hvad der er værd at gøre, er værd at gøre godt.

De næste mange uger får vi besøg af familie og venner. Det, ligesom livet i det hele taget, ser vi frem til. Hverdag føles som en fest  

Der er ikke meget at være utilfreds med. 

Adieu fra MBV; C&K

 





















































































 



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Alt hvad der er værd at gøre, er værd at gøre godt

Overraskelsernes tid er ikke forbi❗️

Pour la vie